Ny bog fra Dansk-Algerisk Venskabsforening

Kampen om Algeriet
Den skandinaviske støtte 1954-1962

Kampen om Algeriet (uddrag)

Om natten den 1. november 1954 bragede eksplosionerne i Algeriet. Kolonimagten Frankrig blev angrebet, og i 40 koordinerede angreb slog Den Nationale Befrielsesfront, FLN, til mod militærbarakker, politistationer, et varehus og en radiostation. Det var Allehelgensdag, og franskmændene var uforberedte på angrebet, som startede det, der blev en af de mest blodige befrielseskrige i verdenshistorien.

Men de færreste forstod endnu, hvad der var i gang. I de franske medier fik angrebene ikke den store opmærksomhed. En enkelt spalte i det franske nyhedsmagasin L’Express fordømte den ”undergravende virksomhed” i Algeriet.

Men de algeriske krigere troede selv på, at det var startskuddet til, at landet skulle blive selvstændigt. Samme nat som angrebene fandt sted, opfordrede oprørerne via en radiosender i Kairo alle muslimer i Algeriet til at gå ind i den nationale kamp for ”genskabelse af en suveræn, demokratisk og social algerisk stat.”

Frankrig havde ikke tænkt sig at opgive Algeriet uden kamp. Den franske indenrigsminister François Mitterrand svarede: ”Den eneste mulighed for forhandling er krig.”

”Det jeg havde frygtet var sket”

Krigen kom som et chok for Egil Hovdenak. Det var ikke mere end nogle måneder siden, han var kommet hjem til Norge fra Kabylien i det nordlige Algeriet.

”Jeg tænkte jo på de mennesker, jeg kendte der, og frygtede, hvordan det ville gå dem,” siger Egil Hovdenak.

Nogle år tidligere i efteråret 1952 var Egil 25 år gammel taget af sted på arbejdslejr i Kabylien. Han var redaktør på pacifist-avisen Mot Strømmen og var blevet opmærksom på, at det var muligt at tage på arbejdslejr med freds- og udviklingsorganisationen Service Civil International.

Og opholdet i Algeriet forandrede ham.

”Det satte gang i en proces, der forlangte af mig, at jeg gjorde noget mere,” fortæller Egil Hovdenak.

Et år efter kom han tilbage for at arbejde i en landsby med at forbedre sundhedsforholdene. Landsbyerne var fattige og lå afsides.

For det meste uden skole eller nogen form for sundhedstjenester og de fleste steder uden vand i byerne.

”Fattigdommen under det franske kolonistyre var meget ekstrem, og jeg ville gerne være med til at gøre noget.”

”Jeg oplevede, hvor ringeagtende mange franskmænd opførte sig over for de lokale. Jeg fik for eksempel et lift med en franskmand i en fin bil. Jeg havde ingen penge og forsøgte at undgå at tage bussen.

På et tidspunkt fik han motorstop uden for en landsby, og så kommanderede han en fattig mand ud fra landsbyen, der skulle passe på bilen. Men da franskmanden ikke ville have ham ind i bilen, fik han besked på at lægge sig i bagagerummet,” fortæller Egil Hovdenak.

Egil var bekymret over konsekvenserne ved FLN’s angreb på den franske kolonimagt, men han forstod baggrunden. Derfor havde han svært ved at genkende den udlægning, han kunne læse dagen efter angrebet. I den socialdemokratiske avis Arbeiderbladet den 2. november 1954 stod:

”En terrorbølge skyllede mandag over Algeriet, og 12 mennesker mistede livet ved bombeattentater og brandstiftelse.”

Den franske regering beordrede straks tre kompagnier politisoldater til området og gav ordre til tre bataljoner faldskærmssoldater om at stå klar til at tage til Algeriet. Den franske premierminister Mendès-France ville handle konsekvent, forstod man i Arbeiderbladet, og de bevæbnede angribere omtaltes konsekvent som terrorister.

Det var ikke helt sådan Egil Hovdenak forstod situationen.

”Det jeg havde frygtet var sket. Forbitrelsen mod franskmændene var nu blevet til krig,” fortæller han.

Tilbage til forsiden